Artikel om Den Eventyrlige Have
- Berit & Jens
- 27. dec. 2023
- 2 min læsning
Af: Journaliststuderende Mette Andersen (September 2023)
Berit gror sin mentale sundhed i haven

Berit Fog ude i sin have, med den nye havestue til venstre.
Foto: Mette Andersen
67-årige Berit Fog sætter pris på naturen. Som der står poetisk på Berit Fogs t-shirt: ”And in my garden I go to lose my mind and find my soul”, giver naturen Berit Fog ro i nervesystemet.
Stress i Danmark er et stigende folkesundhedsproblem, der giver individuelle og samfundsmæssige konsekvenser, når medarbejdere og skoleelever sygemeldes grundet stress.1 Mange søger hjælp fra en psykolog, men for Berit Fog er det naturen, som hjælper hende, når livet bliver for hektisk.
I sit træbrune haveværksted, hvor utallige små som store potter har deres plads, forbereder Berit Fog sig til dagens havearbejde. Bevæbnet med spade, spand og sprudlende blomsterprint på træskoene, skal Berit Fog i dag plante blomsterløg foran den nye havestue, som hun og hendes ægtefælle, Jens Staal, har bygget. De bor uden for Højby i Odense Kommune. Havestuen skal være udkigsposten til de omkringliggende grønne og frodige marker.
’Ganske gratis lykkepille ved at nulre fingrene i jorden’. – Berit Fog
De bare hænder går kammeratligt til jorden; et sammenspil mellem jorden og Berit Fog: Jorden har brug for blomsterløgene, og Berit Fog har brug for jorden. Berit Fog er ikke bange for at stikke
fingrene i jorden. Som Berit nævner med et smil og tilfredshed i stemmen, er det ’en ganske gratis lykkepille ved at nulre fingrene i jorden”. Det er ikke kun havearbejde som gør Berit Fog afslappet. Berit Fog gør også brug af Earthing-metoden. ’Bare fødder på græs i ti minutter’ konstaterer Berit Fog og tilføjer ’Det giver velvære’. Berit Fog er uddannet naturtræner og træner gigtramte i naturen. Med et grin deler hun, hvordan maverne begynder at rumle, når kroppen slapper af i naturen.

Earthing: handler om at få jordforbindelse. Det er nærkontakten fra hud eller fødder til jorden. Metoden handler om, at der bliver skabt en elektrisk forbindelse mellem kroppen og jorden.
Berit Fog i gang med havearbejde. Foto: Mette Andersen.
Berit Fog og hendes mand, Jens Staal, har siden de købt grunden for 24 år siden, gjort deres grund til et livligt og magisk sted for insekter, fugle og den menneskeelskende kat Mitte, som kom med naturen. Naturens liv er kommet til dem, og det forsætter. Da de fik grunden, var det en flad græsplæne, men i dag er haven inddelt i sektioner og i forskellige dimensioner: Der er en vold lavet af jord fra den hjemmebyggede dam, et æbletræ som snor sig ned over tøjstativet og en bålplads til familien. Da børnebørnene var yngre, var haven det ultimative sted at lege gemmeleg.
Berit Fog står midt i sin have, hvor der er god udsigt til de forskellige sektioner. Hun har i sin højre hånd et hjemmedyrket rødt æble. Da tænderne bliver sat i æblet, kan det høres, hvor saftigt æblet er. Det er et perfekt spiseligt æble. Når Berit Fog passer sin have, så ved hun, at haven passer på hende.
Comentarios